Det er en befrielse, som jeg har nydt af hele mit liv, og som jeg gerne deler med andre. I denne sags tjeneste, har jeg prøvet forskellige ting hen ad vejen. Først da jeg blev kirkesanger i 2008, forstod jeg at jeg kan noget specielt - som jeg ikke kan forklare, og som jeg ikke rigtig forstå kan komme fra mig. Uanset hvad jeg vil fortælle mig selv, så er det næsten altid sådan, at når jeg har sunget, så er der nogen som har følt sig rørt. Jeg ved fra hvad folk har fortalt mig, at min sang gør godt for andre - og det er en utrolig gave, som ikke er min. Jeg har bare fået lov at forvalte den.
Det har været svært for mig at have den opgave. Jeg har som regel aldrig rigtig kunne styre hvad musikken gør ved mig. Og hvis jeg prøvede, så mistede jeg mig selv. Jeg lærte at lade være. Det lærer jeg endnu.
Sandheden er, at musikken kan få mig til så ubegribelig steder, at jeg næsten ikke kan være til stede i det. Og derfor, på trods af min meget åben personlighed og min nærmest naturlig tilgang til optræden, har jeg ikke brudt mig om at være 'stjernen' igennem min sangstemme. Jeg ville bare være til tjeneste. Og det er nok det værste udfordring når man taler om at synge. Især i vores dage, hvor alt handler om at være 'pop star' - om det så er i opera eller i rock genre. Hvordan undgå man at blive forbundet med dette univers, som ligger så langt fra hvad sangen er for mig?
At synge i kirken var det mest vidunderlig svar. Dér sang jeg bare for tjenestens skyld, for den kære Gud jeg har så stor tro til, og som gennemsyrer mit liv. Jeg oplevede mange gange, at folk blev rørt - og det var på en god måde. Jeg forstod at jeg kunne hjælpe dem at mærke deres sorg, deres glæde og deres hengivelse til vor Fader. Det var ikke mig der sang. Det var sangene som synger i os, som det så smukt siges af Holger Lissner i salmen nr. 414, "Den mægtige finder vi ikke":
"Guds lovsange synger vi ikke, men sangene synger i os, når glæden slår ind i vort hjerte og smelter vort mismod og trods."
Jeg elskede mit job som kirkesanger og jeg gav mig helt til den. Desværre kom sygdom i vejen, og nu er historien en anden. Men sangen er dér endnu, klar til at komme igennem mig til andre. Det kan jeg mærke. Den søger mig og beder mig om at gøre mere, så den kan komme frem til de andre. Det lyder lidt poetisk, og måske fjollet, men det er sandt. Det ved jeg, fordi små ting sker undervejs som viser vejen.
Der skete noget for et par måneder siden. Jeg var til en anden kunstners fødselsdags fest, da jeg faldt i snakke med én dame. Så fortæller hun, at hun havde en vision: at alle plejehjemme burde have en stille rum, hvor folk kan finde ro og bede - uanset deres religion. Hun havde kæmpet for at få det første i den plejehjemme for demente, hvor hun arbejder, og nu skulle det indvies. Desværre havde de ikke ressource til at gøre noget ud af begivenheden, da pengepungen var for lille i forvejen.
Jeg syntes idéen var fantastisk - i virkeligheden, havde jeg aldrig forestillet mig at en plejehjem IKKE havde sådan et rum! Men det var jo set det samme, da jeg kom her til landet, i 1999, og hørt at der ikke fandtes kirkegårde til muslimer... Det er en selvfølge i Brasilien, at alle har plads til at dyrke deres tro. Bare tanken om at dyrke troen, i hvilken som helst religion synes at virke fremmed over for dansker, skønt de fleste er medlem af den Danske Folkekirke - som er sådan en fantastisk forening af kristendom og en rumlig institution.
Så jeg syntes at damen skulle selvfølgelig have lidt hjælp med underholdning til indvielsen, og jeg tilbød at komme og synge nogle salme, hvad jeg gjorde nogle dage efter. En uge senere mødte jeg damen igen i supermarkedet. Hun fortalte at hendes idé havde været en succes og at flere aviser snakkede om det - mon ikke det snart ville ske i andre plejehjemme? Hun var et stort smil. Og så takkede hun mig igen for sangen: "For resten, vi har en beboer, som aldrig kommer ud af sit rum, men som vi fik med til indvielsen af den stille rum. Og ved du hvad? Han spørger hver dag hvornår du kommer tilbage, fordi han synes du sang så smukt!".
Da blev jeg overrasket. Igen. Og her, midt i sommerens varme, beslutter jeg mig så til at tilbyde det jeg er bedst til: at synge, dér hvor der er behov for det, dér hvor sangen vil hen. For med sangen, har det altid været den som valgte, og ikke mig. Og nu må jeg igen, hengive mig til de opgaver, den synes jeg skal have. Og jeg bøjer mig ydmyg over for det, og glædelig tjener. Igen.
No comments:
Post a Comment